Isbad - energi og restitution

2025-03-02

Jeg nyder virkelig mit isbad derhjemme! Jeg bruger det, når jeg ikke har mulighed for at komme ud til havet og bade - men der er også andre situationer, hvor isbadet er super dejligt at have.  Som fx i dag, hvor jeg brugte det til at forbedre min restitution efter en hård løbetur.


Jeg begyndte for 2,5 måneder siden at genoptage min løbetræning. Jeg har aldrig været en super-løber eller løbet mere end 5-6 km ad gangen, men nu har jeg med god hjælp fra en løbecoach formået at løbe min allerførste 10 km nogensinde for 14 dage siden. Jeg kunne ikke være mere stolt over sådan en milepæl. 

Denne søndag var jeg også afsted, og denne gang på min længste tur hidtil. 11,2 km blev det til, og det krævede en tur i isbadet for hjælpe restitutionen på vej. 

Jeg målte ikke temperaturen i dag, men det kunne godt have været koldere, for at få den bedste effekt - så jeg må få fyldt fryseren op med isterninger 🧊❄️🙌


Hvis du endnu ikke har givet dig i kast med vinterbadning, så kunne det måske være en motivationsfaktor for dig, at isbadet også kan hjælpe dig til at restituere bedre efter træning. Der er uendeligt mange, der har skrevet om, hvorfor en tur i isbadet gør noget godt for din restitution.

Jeg giver dig her 3 gode fordele ved at bruge isbad efter din træning 💪


1. Det reducerer muskelømhed

- en tur i isbadet kan lindre smerte og ømhed, fordi kulden hjælper med at mindske inflammation i musklerne

2. Det forbedrer din blodcirkulation og øger restitutionen 

- når du hopper i det kolde vand reducerer du inflammation og hævelse i musklerne, fordi blodkarrene trækker sig sammen. Når du efter isbadet varmes op igen, øges blodcirkulationen, hvilket du kender som den fantastiske følelse af, at blodet suser gennem hele din krop. Det hjælper med at fjerne affaldsstoffer og bringe næringsstoffer til musklerne - og det fremmer hurtigere heling..

3. Du bliver også mere frisk i hovedet

- det gør ikke kun noget for dine muskler at tage en tur i isbad efter din træning, men det er også godt for den mentale sundhed. Flere videnskabelige artikler underbygger det, mange af 'os vinterbadere' allerede har mærket, nemlig, at: isbadning kan reducere stress og give mentalt overblik og afslapning.


Det ER bare fantastisk - og det kan virkelig anbefales 😍